5.jpg

Vi lærer på mange forskellige måder

Dagene på Krummerup er ligesom en kommode med forskellige skuffer. Der er undervisning, botræning, sport, værksteder og masser af hygge. Vores undervisning er delt ind i emner som vi arbejder med i to uger ad gangen. Det kan være noget om kroppen, eller dine følelser, om teater og det at udtrykke sig, om sund mad og om at få, eller være, en god kæreste – det kan være alt muligt, som er godt at vide noget om. Det handler om at give dig de bedste muligheder for at klare dig så selvstændigt som muligt, når du en dag kommer ud i voksenlivet.

Alle skal ikke lære det samme, for vi er ikke ens. Og på Krummerup har vi masser af aktiviteter som alle kan være med til, fordi vi synes det er vigtigt, at være en del af et fællesskab.

Sport – det er sundt og sjovt at bruge sin krop Drama og teater – samarbejde og fantasi. Måden vi udtrykker os på, er i centrum Natur og friluftsliv – vi prøver grænser og udfordrer os selv. Og vi vinder! Kunst og kreativitet – vi skaber noget og lærer noget om os selv

Alle de ting vi bare gør... Om fredagen gør vi rent, andre dage snakker vi om penge, vi tager til frisøren, skriver et brev til din tante, eller vi finder ud af hvor meget tid du egentlig har lyst til at bruge foran computeren. Botræning er mange ting, og det handler alt sammen om dig. Om at tage ansvar for dit eget liv, om at blive god til at spørge andre til råds og få hjælp, når du har brug for det. Det er derfor vi er her – og vi glæder os til at følges med dig et lille stykke på din vej.

Botræning er bl.a.:

 
  • Køkkentjans
  • Kærester
  • Transport
  • Venskaber
  • Rengøring
  • Indkøb
  • Økonomi
  • Tøjvask
  • Sociale medier
  • Familie
  • Personlig hygiejne